Der er stadig røgelse — men den dufter af Instagram

Jeg har rejst i over 20 år. Ikke kun på ferier, men på længere ophold i lande som Kenya, Indien, Vietnam, Cambodja, Argentina, Cuba, Uruguay og Indonesien. Rejser, hvor det handlede om nærvær, rytme og en form for kulturel læring. Dengang krævede det en rygsæk og et åbent blik. I dag er rygsækken næsten blevet symbolsk. Alt er blevet nemt. Tilgængeligt. Bekvemt.

Tidligere dukkede man op og fandt et hotel. I dag skal alt helst bookes gennem Booking eller Agoda, fordi det passer bedre til systemets forventninger. Rejsebøger som Lonely Planet og Turen går til har mistet deres relevans. Ikke fordi destinationerne er væk, men fordi det ikke længere er nødvendigt at lede. Når intet længere er skjult, bliver opdagelsen overflødig.

Denne sommer har jeg tilbragt syv uger i Malaysia og Indonesien. Og det står klart: Den søgen, som definerede mine unge rejseår, er ikke længere mulig. Ikke fordi stederne ikke eksisterer — men fordi intet længere er hemmeligt.

Uanset hvor man rejser hen i dag, møder man en version af det samme: Smoothie bowls, fusion cuisine, bølgeformede caféborde og interiør, der kunne være i Tyrkiet eller Barcelona. I Bali, hvor jeg for 16 år siden oplevede et stille centrum for ritual og lokal spiritualitet, er gaderne nu domineret af vestlige livsstilskoncepter. Der er stadig røgelse — men den dufter af Instagram.

Det handler ikke længere om at finde steder — men om at genopføre deres autenticitet for en ventende skærm.

I 2008 skrev jeg i mit speciale om, hvordan autenticitet og bæredygtighed var ved at blive symbolsk kapital i den senmoderne kultur. Dengang var det en tendens. I dag er det virkelighed — og på den klamme måde.
Det ægte er blevet til iscenesættelse.
Autenticitet er ikke længere en oplevelse, men en visuel strategi. En valuta i et kulturelt marked, hvor alt skal kunne deles, og intet må være hemmeligt.

Det ville være nemt at reducere dette til en kritik af den yngre generation. Men det her er større end det. Det er en kulturdiagnose.

Vi lever i en tid, hvor selvet er blevet projekt. Hvor oplevelser er kapital. Og hvor det fremmede kun værdsættes, hvis det kan performes. Sociale medier har ikke blot ændret måden, vi kommunikerer på. De har ændret vores relation til virkeligheden. Til steder. Til hinanden.

Der findes stadig bjerge, jungle og helligdomme — men de filtreres gennem kameralinser, hashtags og “recommended for you”-algoritmer, der reducerer geografi til æstetik. Turisme er ikke længere transport. Det er transmission.

Jeg ved godt, hvad nogle vil sige: at turismen bringer indkomst, udvikling og globalt udsyn. Det gør den også.
Jeg har selv talt med balinesere, der under covid stod uden indtægt og overlevede på fællesskab og lokalt netværk. Turismen giver liv. Men den tager også noget med væk. Ikke nødvendigvis med ond vilje — men med uendelig gentagelse.

Når alle skal opleve det samme “lokale”, bliver det lokale til skabelon. Når intet længere er skjult, forsvinder selve fornemmelsen af opdagelse.

Og netop det — fraværet af det uopdagede — er, hvad der skaber mit ubehag.
Ikke fordi jeg ønsker privilegeret adgang, men fordi jeg mærker, hvad der er gået tabt:
Rummet for det, der ikke er tilrettelagt. Tiden til det, der ikke kan deles. Stilheden i det, man ikke forstår.

Der er en dobbelthed i alt dette.
For selvfølgelig er udviklingen strukturel. Globalisering, digitalisering og oplevelsesøkonomi har gjort verden mere tilgængelig — og samtidig mere ens. Og ja, vi kan ikke skrue tiden tilbage.
Men vi kan stille spørgsmålet:

Er vi ved at miste noget, vi ikke kan genskabe?

Bingin Beach — en af Balis sidste rå kystlinjer — blev i juli nedbrudt for at give plads til strandbarer og resorts. Et konkret billede på det, vi forstår som “udvikling”. Men måske bør vi spørge, hvor det næste sted er. Og hvad der er tilbage, når det også er blevet glattet ud.

Vi taler ofte om bæredygtighed i målbare størrelser: CO₂, affald, energi.
Men hvordan skal vi overhovedet tale om bæredygtighed, når vi som mennesker ikke længere er bæredygtige i vores måde at være til stede i verden på?
Hvis vi ikke kan lade ét eneste sted forblive ufiltreret og utilrettelagt — hvad er det så, vi egentlig bevarer?

Det er muligt, det ikke ændrer noget at skrive det.
Men i en tid, hvor autenticitet er blevet strategi, og virkelighed filtreres gennem platforme, har det stadig værdi at sætte sprog på det, vi er ved at miste.
Ikke som protest. Men som vidnesbyrd.

For hvis det ægte forsvinder i tavshed,
er det mindste, vi kan gøre, at sige, at det fandtes.